“Mangelfuld og utydelig” ledelse i sag om havneudvidelse
Mangelfuld og utydelig ledelse var sammen med en række andre forhold årsagen til, at afdelingen for Teknik og Miljø gav fejlbehæftet og utilstrækkelig rådgivning til Aarhus Byråd i sagen om udvidelsen af Aarhus Havn. Det fremgår af en ny konsulentrapport.
En konsulentrapport indkredser årsagerne til, at Teknik og Miljø i Aarhus Kommune gav fejlbehæftet og utilstrækkelig rådgivning til Aarhus Byråd i sagen om udvidelsen af Aarhus Havn.. Foto: Aarhus Havn
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang, afleverede onsdag en konsulentrapport til forligskredsen bag ønsket om en udvidelse af Aarhus Havn. Rapporten er den samlede læringsopsamling, som rådmanden tidligere bestilte for at genskabe tilliden til, at Teknik og Miljø kan løse komplicerede miljø- og plansager for Aarhus Kommune.
Det skriver Teknik og Miljø-forvaltningen i en pressemeddelelse
“Det har været mig meget magtpåliggende, at vi fik et blik udefra på, hvordan vi kan forhindre, at sådan noget sker i fremtiden. Jeg synes rapporten giver et håndgribeligt billede af, at vi i fremtiden skal have en meget mere tydelig og nærværende ledelse af vores myndighedsprojekter. I særdeleshed, når de laves under vanskelige lovgivninger over en seksårig periode med skiftende projektforslag,” siger Nicolaj Bang.
Rapporten konkluderer, at en række forskellige forhold havde indflydelse på, at Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø gav fejlbehæftet og utilstrækkelig rådgivning til Aarhus Byråd i sagen om udvidelsen af Aarhus Havn. Fejlene betød, at Aarhus Byråd vedtog en fejlbehæftet lokalplan og kommuneplantillæg, som senere blev kendt ugyldigt af Planklagenævnet.
Blandt andet fulgte projektledelsen ikke Teknik og Miljøs projektmodel. Projektet manglede kompetent juridisk rådgivning tæt nok på beslutningerne, der var uafklarede ansvarsforhold og en mangelfuld og utydelig projektledelse, der kunne fjerne usikkerhed om, hvordan ejeransvaret og myndighedsansvaret er adskilt. Et fravær af tydelig og faglig ledelse har samtidig påvirket trivslen i planafdelingen.
-emte