ÆrøXpressen er ikke helt i mål endnu
Aktieemissionen i ÆrøXpressen A/S kører planmæssigt, og bestyrelsen er fortrøstningsfuld med hensyn til at nå målet med en aktiekapital på 7,4 millioner kroner inden d. 2. januar næste år. Men der mangler stadig godt 2 millioner kroner.
”For at det skal lykkes, opfordrer vi til en kraftig slutspurt - altså til at sende tegningsblanketter, inden deadline d. 2. januar”, hedder det i en opfordring fra bestyrelsen.
Aktionærkredsen tæller nu over 700 personer og firmaer, fordelt på 7 lande og 114 forskellige postnumre i Danmark.
ÆrøXpressen A/S vil starte en ny færgerute imellem Marstal på Ærø og Rudkøbing på Langeland. Færgen vil blive en nybygget katamaranfærge med hybriddrift, som over de næste år omlægges til ren eldrift af hensyn til miljøet. Færgen forventes i drift i foråret 2019.
Den samlede pris for anskaffelse og opstart af færgen forventes at være cirka 55 millioner kroner. Resten af kapitalen skal skaffes gennem aktiekapital, og eventuelt også Ansvarlig Lånekapital, og derfor åbner ÆrøXpressen nu op for salg af folkeaktier. De nye aktier vil blive fuldstændig ligestillet med den nuværende aktiekapital.
Aktiernes nominelle størrelse er 1.000 kroner og i princippet er der ingen øvre grænse for den enkelte investor. Hele emissionen har til formål at tilvejebringe 7.4 millioner i aktiekapital. Aktieemissionen løber frem til 2/1 2018. Derudover vil der være mulighed for at stille højtforrentet Ansvarlig Lånekapital til rådighed.
Redaktionen