Yi Peng 3 har forladt Danmark
Det kinesiske fragtskib Yi Peng 3, der over en måned har ligget for anker i Kattegat, efter at det er blevet sat i forbindelse med mulig sabotage mod to kabler i Østersøen, forlod søndag dansk farvand og sejler mandag morgen sydover i Nordsøen med ukendt mål.
Det kinesiske skib forlod ankerpladsen i Kattegat efter at en delegation bestående af embedsmænd fra Danmark, Sverige, Finland, Litauen og Tyskland torsdag fik adgang til skibet ledsaget af kinesiske myndigheder.
Der er ikke kommet noget frem om resultatet af myndighedernes undersøgelser om bord.
Flere medier skriver, at antagelsen er, at russiske agenter har overtalt skibets kaptajn til at foretage sabotage mod kablerne med skibets anker. Men der er ingen officielle oplysninger herom.
Yi Peng 3 befinder sig mandag morgen i Nordsøen på højde med Esbjerg, med kurs sydover mod et ikke angivet mål.
Yi Peng 3 blev passet op af det danske forsvar indtil det rundede Grenen.
-mauh