Amerikansk havnestrejke under opsejling
Det trækker op til en havnestrejke på den amerikanske øst- og golfkyst, hvor fagforeningen The International Longshoremen’s Association har forladt forhandlingerne med United States Maritime Alliance om en ny overenskomst for 85.000 havnearbejdere på den amerikanske øst- og golfkyst.
Det sker med henvisning til, at arbejdsgiverne i United States Maritime Alliance planlægger at erstatte menneskelig arbejdskraft med ny robotteknologi. Her peger havnearbejderne specifikt på Maersk selskabet APM Terminals, der er en af de største arbejdsgivere i østkysthavnene.
Maersk beklager at havnearbejderne har trukket sig fra forhandlingerne, oh understreger at APM Terminals overholder alle indgåede aftaler.
Overenskomster skal fornyes senest den 30. september, og det plejer at gå stilfærdigt til på østkysten, i modsætning til vestkysten hvor havnearbejderne er hurtigere til at trække strejkekortet.
Høj inflation er med til at lægge større pres end normalt på forhandlingerne.
-mauh