Autonom prøvesejlads i Svendborgsund
Den maritime drone-virksomhed DanaDynamics har i samarbejde med SIMAC demonstreret teknologien bag det, der på sigt kan blive til selvsejlende sejlads. Det skere om bord på SIMACs elektriske øvelsesbåd Thurø i Svendborgsund.
”Vi er midt i vores udviklingsperiode, så det er ikke et færdigt produkt, vi viser i dag, men vi viser, hvor langt vi er kommet med vores autonome system, som kan installeres på skibe”, sagde Martin Stockholm, direktør og partner i DanaDynamics.
Ifølge DanaDynamics, er det overordnede formål med autonomien at øge sikkerheden til søs, så kollisioner og grundstødninger undgås. To tredjedele af de alvorlige ulykker, der sker til søs, sker på grund af menneskelige fejl. Samtidig skal autonomien lette betjening og håndtering af skibene.
”Når de autonome systemer er så gode, at man kan sejle mindre fartøjet helt autonomt, vil det ændre infrastrukturen, som vi kender ude på vandet i dag, fordi man vil kunne sejle på kryds og tværs uden fare for sikkerheden på en helt anden måde, end man kan i dag”, siger Martin Stockholm.
Det er ingen tilfældighed, at Thurø testsejles på Svendborgsund. Geografien i Det Sydfynske Øhav med korte overfartstider mellem øerne giver mulighed for at teste tæt på land uden at forstyrre anden trafik.
Thurø sejler autonomt fra Skarø til Svendborg på den rute, som Højestene normalt sejler. DanaDynamics autonomisystem forventes at være klar til sommeren 2022, og skal installeres på netop Højestene.
DanaDynamics er stiftet af Martin Stockholm og Lasse Skriver Møller, som fra sommeren
2018 til udgangen af 2019 har været en del af iværksætterbasen Maritim Start Up Hub i Svendborg. Siden opholdet i hubben er DanaDynamics vokset fra at være en to-mands virksomhed til i dag at have en besætning på flere end 10 medarbejdere.
Kilde: Marlog