Mærsk henter PR-rådgivning ude i byen
A.P. Møller- Mærsk henter nu kommunikationsvirksomheden Bottomline ind som ekstern rådgiver. Det sker kort tid efter at gruppens mangeårige informationschef Jette Clausen forlod rederiet, og inden at en efterfølger er udnævnt.
"Ind imellem har man som virksomhed brug for nye input, og derfor bruger vi fra tid til anden eksterne konsulenter. Hvem og hvordan ønsker vi ikke at gå i detaljer med", siger pressemedarbejder Thomas Grøndorf til business.dk.
Grøndorf afviser at knytte yderligere kommentarer til emnet, og vil således hverken bekræfte, afkræfte eller i det hele taget kommentere forlydender om, at Bottomline skal analysere koncernen behov for et nyt, fast presseberedskab.
Heller ikke Bottomline vil kommentere Berlingske Business oplysninger.
Bottomlines speciale er finansiel kommunikationsrådgivning, specialet kommunikation i forbindelse med køb og salg af virksomheder, børsnoteringer osv. Bottomline har 14 medarbejdere og omsætter for cirka 25 millioner kroner.
Kilde: business.dk