Smedegaard: Maersk Line er en udfordring
Topchef Nils Smedegaard Andersen og finansdirektør Søren Thorup Sørensen, gav sig god tid til både at gennemgå årsrapporten og svare på spørgsmål fra analytikere og journalister i den efterfølgende Q&A runde.
Smedegaard gjorde det fra starten klart, at han mener at Maersk Line er på rette vej - men at det vil kræve et langt og sejt træk, at genskabe en profitabilitet der står i forhold til forretningens omfang.
"Regnskabet viser en tydelig forbedring for Maersk Line. Men det er klart, at set i forhold til omsætningen er overskuddet ikke imponerende.
Maersk Line tegner sig for mere end 50 procent af omsætningen, men bidrager kun med 6 procent af nettooverskuddet. Det er klart for alle, at vi har en udfordring her", sagde Smedegaard på telekonferencen.
På et spørgsmål om omkostningerne svarede Smedegaard:
"Hvis olieprisen stiger - eller bare bliver på det nuværende niveau - vil det skabe store problemer for hele containerbranchen. Vi skal nok klare os i 2008, men på længere sigt vil det klart være et problem hvis olie fortsætter på det nuværende niveau".
"Vi behøver ikke absolut at have de laveste omkostninger i industrien. Det afgørende er, at vi leverer den rigtige service til vores kunder. Vi vil gerne vokse sammen med markedet, men vi vil have fokus på profitabilitet. Vi vil ikke fragte varer der ikke bidrager til vores overskud."
På det helt overordnede plan understregede Smedegaard Andersen, at der i 2008 vil være fuld fokus på at forbedre driften i Maersk Line. Men at der også vil blive lagt vægt på fortsat ekspansion af havneaktiviteterne, og at olieinteresserne i Qatar kommer til at spille en vigtig rolle.
På et spørgsmål om Lindøværftets fremtid svarede Smedegaard:
"Lindøværftet skal, ligesom alle andre forretningsområder, give overskud for at kunne fortsætte. Værftet har en fyldt ordrebog frem til 2012 og nu er det op til værftet selv at sikre sin fremtid"
Smedegaard Andersen blev også spurgt om hans syn på Mærsk, nu hvor han havde lært virksomheden bedre at kende.
"Mærsk har meget motiverede og kompetente medarbejdere. Jeg er meget imponeret", sagde Smedegaard.
Er der slet ingen ulemper set i forhold til Deres tidligere job?
"Jow - der ikke gratis øl her", svarede Nils Smedegaard Andersen tørt.