J. Lauritzen fik rekordoverskud i 2007
J. Lauritzen fik et nettoresultat på 342 millioner dollar - tæt på en tredobling i forhold til året før, og det bedste resultat i rederiets historie. I resultatet indgår avance fra salg af skibe og andre aktiver på 79 millioner dollar.
J. Lauritzens overskud i 2007 overgår rederiets egne forventninger og betegnes af bestyrelsen som særdeles tilfredsstillende. Forrentningen af den investerede kapital var 38,4 procent mod 25,7 procent i 2006, og forrentningen af egenkapitalen var 40,9 procent i forhold til 19,3 procent i 2006.
Den største bidragsyder til resultatet var Lauritzen Bulkers, men også Lauritzen Kosan, Lauritzen Tankers og Lauritzen Reefers bidrog positivt til rekordresultatet.
Lauritzen Bulkers styrkede sin markedsprofil i capesize segmentet med kontraheringen af seks nybygninger. Der blev endvidere afgivet ordre på to handysize nybygninger og indgået aftale om delejerskab af seks nybygninger.
Lauritzen Kosan fik leveret de første af en serie teknologisk avancerede og miljøvenlige ethylene-gastankskibe, og der blev indgået aftale om køb af yderligere tre ethylene gastanknybygninger til levering allerede i 2008.
Lauritzen Tankers fortsatte flådeopbygningen inden for MR produkttankskibe med kontrahering af yderligere otte nybygninger. Lauritzen Tankers påbegyndte endvidere ombygningsprojekter med henblik på servicering af det hurtigt voksende marked inden for offshore olieeftersøgning og produktion.
JLs operationelle aktivitet i køleskibssegmentet ophørte ved frasalget af JLs 50 procents ejerandel af NYKLauritzenCool til NYK Reefers Limited. Salget markerede afslutningen på en æra på mere end 100 år, hvor JL var pionér og en væsentlig aktør inden for den globale køleskibsfart.
Ved udgangen af 2007 bestod JLs ordrebog af ejede, delejede og indchartrede nybygninger af i alt 66 skibe, heraf 41 bulkskibe, 9 gastankskibe og 16 produkttankskibe.
Der vil via partnere tilgå JLs flåde yderligere 12 nybygninger. Nybygningsprogrammet er det største i JLs historie. Investeringer i udvidelse af flåden udgjorde 542 millioner dollar i forhold til 365 millioner dollar i 2006. DIS investeringer udgjorde 207 millioner dollar mod 121 millioner dollar i 2006.
JLs balance med en soliditetsgrad på 71 procent ved udgangen af 2007 understøtter koncernens fortsatte vækst med en yderligere investeringskapacitet på mindst 1 milliard dollar i tillæg til allerede indgåede nybygningsaftaler.
Der forventes i 2008 et resultat før skat på niveau med 2007. Resultatet inkluderer avance ved allerede indgåede aftaler om salg af skibe.
Kilde: J. Lauritzen