Rix Munte flyttet fra ulykkesstedet
Fragtskibet Rix Munte, der tirsdag brød i brand mens det var ved at blive lastet med skrotaffald i Køge Havn, er flyttet væk fra ulykkesstedet for at give plads til et andet skib. Det brandramte fragtskib skal nu undersøges nærmere af eksperter inden det skal på værft.
Foto: Baltic Shipping
Politiets teknikere undersøgte skibet torsdag og slog fast, at branden efter alt at dømme er brudt ud i forbindelse med at skibet blev lastet. En mere grundig undersøgelse skal konkludere, om der er begået fejl i forbindelse med lastningen.
Ingen besætningsmedlemmer eller andre er kommet til skade i forbindelse med branden.
Baltic Shipping, der står for driften af det portugisisk indregistrerede fragtskib vurderer, at skibet ikke har taget så stor skade i forbindelse med branden, at det er nødvendigt at skrotte det.
-mauh