Bedre rammevilkår til maritim industri
Danske Maritime holdt mandag årsmøde for foreningens medlemmer. Det var et årsmøde præget af diskussion om rammebetingelser for den maritime industri. Der var enighed om, at rammebetingelserne er vigtige, hvis den maritime industri fortsat skal være et førende erhverv. Og det kan godt komme på tale at gøre rammebetingelserne endnu bedre end de er i dag.
Foto: Carsten Lundager.
”Den maritime industri er et vækstområde. Vi vil gerne have, at Danmark er i front på nogle punkter, det kan vi være her. Vi skal kigge på, om vi stadigvæk kan forbedre rammevilkårene, for vi er op imod hårde odds fra Fjernøsten”, sagde Bjarne Laustsen, folketingspolitiker for Socialdemokratiet, blandt andet i årsmødets politiske paneldebat.
Det var de andre debatdeltagere stort set kun enige med ham i. Kim Andersen (V) sagde for eksempel: ”Noget af det vigtigste er, at der er nogle grundlæggende rammevilkår, som man kan regne med. Et eller andet sted hænger rederier, skibsbygning og servicering sammen. Der vil vi gerne være garant for, at tonnageskatten og DIS-ordningen bliver ved med at eksistere og forhåbentlig bliver revideret”.
Flere af politikerne nævnte også, at når der er udbud målrettet den maritime industri, for eksempel når der skal bygges inspektionsskibe og lignende, skal myndighederne sørge for, at udarbejde udbudsmaterialet, så ordrerne i videst muligt omfang går til danske virksomheder. Naturligvis med respekt for reglerne om udbud.
”Vi skal sørge for at fastholde skibsbygningskompetencen her i landet. Vi må naturligvis respektere udbudsreglerne, men lave udbudsmateriale, så det har en bestemt adresse, så mest muligt bliver lavet her i landet”, sagde Kim Andersen blandt andet.
Redaktionen