Tuco skal bygge nye skibe til Ghanas flåde
ProZero Ghana LTD, der er etdelvist ejet datterselskab af Tuco Yacht Værft ApS i Faaborg, har indgået en kontrakt med Ghana Navy om levering af to ProZero 8m fartøjer bygget i kulfiber komposit. Fartøjerne vil blive anvendt til træning, redningsoperationer og maritime sikkerhedsopgaver,
” Om alt går vel, er dette kun begyndelsen, og jeg er rigtig glad for det stærke lokale samarbejde, vi har fået etableret”, siger Jonas Pedersen, CEO i Tuco Yacht Værft ApS.
”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet for at understøtte implementeringen af dette projekt. Uden deres assistance var det næppe lykkedes, og vi ser frem til fortsat kontakt om de spændende muligheder, som vi forventer, at projektet bringer med sig”., siger Jonas Pedersen.
ProZero Ghana LTD er joint venture mellem Tuco en ghanesiske partner, ServiceShips LTD.
”Danmark og Ghana samarbejder tæt på forsvarsområdet - og for Ghana har det været en prioritering at øge kapacitet og kompetencer til søs. I den forbindelse spiller pålidelige fartøjer en vigtig rolle, men det er næsten lige så vigtigt, at fartøjer kan vedligeholdes og repareres lokalt. Derfor er både ambassaden og Forsvarsministeriet rigtig glade for, at Tuco i samarbejde med ghanesisk partner nu etablerer bådebygning og den nødvendige træning i Ghana”, siger Lasse Sand, oberstløjtnant og forsvarsattache på den danske ambassade i Ghanas hovedstad Accra.
Danske Maritime har som Tucos brancheorganisation været med i hele processen.
”Vestafrika er et område, som er inde i en positiv udvikling, og hvor vi oplever øget interesse for maritim teknologi, ikke mindst inden for sikkerhed og overvågning. Vi oplever en stigende interesse for at samarbejde med dygtige udenlandske virksomheder, herunder danske, og vi holder naturligvis et vågent øje med, hvad der ellers byder sig af muligheder” siger Bjarke Wiehe Bøtcher, international chef i Danske Maritime.
-mauh