Bornholmslinjen skal ansætte 300
Når Bornholmslinjen fra 1. september 2018 skal sejle til og fra Bornholm bliver det med en organisation med en forventet størrelse på cirka 300 ansatte. Stillingerne bliver slået op fra februar/marts i år og frem til begyndelsen af 2019.
”Vi har en plan, der viser et klart omrids af den organisation, vi skal bruge. Vi vil meget gerne medvirke til, at overgangen mellem os og Færgen bliver så god som mulig. Det er af afgørende vigtighed for alle bornholmere, at trafikken til og fra øen fungerer både op til og efter den 1. september 2018”, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
Carsten Jensen understreger, at det endnu er for tidligt at komme ind på, hvor mange stillinger der bliver inden for hver kategori. Men de 300 ansatte fordeler sig med cirka 250 til søs og cirka 50 ansatte i en organisation på land.
De første stillinger slås op i februar/marts – og så vil resten af stillingerne blive slået op hen over 2018 og frem til begyndelsen af 2019.
Kilde: Molslinjen