Cadeler leverer vildt rekordregnskab
Det danske vindrederi, Cadeler, mere end fordoblerede sin omsætning i 2024 og tredoblede driftsindtjeningen. Samtidig har Cadeler en rekordstor ordrebog på 2,5 mia. euro - svarende til knap 19 mia. kr. og har sat kurs mod yderligere massiv vækst i 2025.
Foto: Cadeler
Mens Vestas og Ørsted har set bedre tider, står det ganske anderledes til for danske Cadeler - verdens største rederi inden for transport og installation af havvindmøller.
Selskabet nåede i 2024 en omsætning på 249 mio. euro - en voldsom vækst fra 109 mio. euro i 2023, mens driftsindtjeningen (EBITDA) voksede endnu mere - fra 42 mio euro i 2023 til 126 mio. euro i 2024.
"Cadeler står i en meget stærk position, hvor vi leverer på vores forpligtelser samtidig med, at vi udvider vores kapaciteter. Vores alsidige flåde, dedikerede team og innovative tilgang skaber fortsat høj efterspørgsel fra kunder, der søger effektivitet, fleksibilitet og ydeevne. Med en solid finansiel position, stærk ordrebog og vores fremtidssikrede nybygninger er vi godt rustet til endnu et transformerende år i 2025,” udtaler Mikkel Glerup, CEO i Cadeler i en kommentar.
Cadelers ordrebog er nu på 2,5 mia. euro mod 1,7 mia. euro ved udgangen af 2023.
Og med en større ordrebog, flere skibe på vej og en stigende global efterspørgsel på havvindmøller forventer Cadeler en omsætning på 485-525 mio. euro og en driftsindtjening på 278-318 mio. euro i 2025.
"Vores rekordstore kontraktbeholdning understøtter vores langsigtede strategi og engagement i at levere på komplekse, storskala projekter. Ud over forretningsvækst er vi fast besluttet på at støtte den grønne omstilling og opbygge en bæredygtig fremtid,” udtaler Glerup.
Resultatet for Cadeler, der pr. 25. marts har en flåde på 11 skibe inkl. nybygninger, blev på 65 mio. euro mod 11,5 mio. euro i 2023.
Cadeler har samlet set afgivet ordre på nye skibe for ca. 2,3 mia. euro.
-emte