CMA CGM følger trop med milliard-resultat
Det franske familieejede CMA CGM kom som de andre store containerrederi godt ud af corona-året 2020 med et resultat på 1,75 mia. dollar. mod et underskud i 2019 på 229 mio. dollar. Og overskuddet blev primært hentet hjem i årets sidste kvartal, der alene gav et overskud på godt 1 mia. dollar
Omsætningen steg med 3,9 pct. til 31,5 mia. dollar for hele året, men 9,17 mia. dollar blev hentet hjem alene i 4. kvartal, hvilket var en stigning på 21,9 pct. i forhold til samme kvartal i 2019.
Ifølge CMA CGM kan det gode resultat tilskrives “den robuste fremdrift i international handel og
effektiviteten af omkostningsstyringsplanen”
De gode økonomiske resultater betød, at CMA CGM var i stand til at sænke sin nettogæld med 900 mio. dollar i løbet af året til 16,9 mia. dollar ultimo 2020.
CMA CGM ser ingen umiddelbar ende på stigningen i efterspørgslen på containerrederiernes ydelser. Den stærke efterspørgsel forventes at forsætte “i et jævnt tempo” gennem første halvdel af året, sagde rederiet ved præsentationen af regnskabet.
“I 2021 skulle de leverede mængder forsat være høje i det mindste gennem første halvår,” sagde Rodolphe Saade, der er formand og CEO i CMA CGM.
“Vi udvider vores servicetilbud med yderligere udvikling af vores logistikforretning. Og vi øget vores flåde med leveringen af yderligere 13 LNG-drevne containerskibe,” tilføjede han.
Kilde: TradeWinds.