Containerskib brænder i Atlanterhavet
MSC Flaminia, et post panamax containerskib, er i brand midt i Nordatlanten efter en eksplosion i en containerstabel. Besætningen på NSB Niederelbes, MSC Flaminia har forladt skibet. Fire af de 25 søfolk ombord rapporteres at være kommet til skade og en person savnes.
En redningsaktion er i øjeblikket i gang. Frontlines 311.000-dwt tankskib, DS Crown (bygget 1999), er det nærmeste fartøj, der er i stand til at yde bistand til besætningen, der befinder sig i en redningsbåd og redningsflåder.
Den sårede del af besætningen er overført til 6402-TEU containerskib MSC Stella (bygget 2004), som ændrer kurs mod Azorerne for at få dem under behandling. Eksplosionen skete cirka 900 sømil fra både den canadiske og britiske kyst. Skibet er dermed uden for rækkevidde af redningshelikoptere.
Seks andre handelsskibe har tilbudt at komme MSC Flaminia til assistance, men er alle mere end seks timer væk fra positionen, hvor ulykken er sket.
Besætningen på MSC Flaminia består af tyske, polske og filippinske statsborgere. Det blæser med en vindstyrke på tre til fire i området og bølgehøjden er på omkring en meter.
NSB Niederelbes MSC Flaminia er på 6732 TEU og bygget i 2001. Skibet er chartret på en 16-årig kontrakt fra levering til Mediterranean Shipping Co. Skibet er forsikret hos The Swedish Club.
The Swedish Club havde også forsikringsdækningen på et andet MSC chartret skib, containerskibet MSC Rena,der totalforliste ved New Zealand sidste år. Tabet var det næst største sidste år efter Costa Concordia.
Kilde: TradeWinds