Dan-Bunkering skifter topchef
Det USTC-ejede Dan-Bunkering skifter sin mangeårige adm. dir. Henrik Zederkof ud med en anden veteran i selskabet, Claus Bulch Klausen, der har været ansat i Dan-Bunkering siden 2004. Han kommer fra en stilling som Head of Operations og har været en del af selskabets ledelse.
Claus Bulch Klausen er ny adm. direktør for Dan-Bunkering..
Henrik Zederkof trådte til som adm. direktør i Dan-Bunkering i 1990 og var registreret som sådan ind til 1. maj, hvor Claus Bulch Klausen tog over. Men ifølge selskabets pressemeddelelse, har Dan-Bunkering været drevet af en ledergruppe bestående af flere personer i et ikke nærmere angivet tidsrum.
“Jeg er meget stolt af at påtage mig rollen som CEO i Dan-Bunkering. Mine mange år i virksomheden har givet mig et stærkt tilhørsforhold til de værdier, som Dan-Bunkering er bygget på. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med ledelsen og alle mine gode kolleger, med fokus på at opbygge og udvikle Dan-Bunkering’s vigtige agenda i forhold til fremtidige fokusområder i en branche, der er i konstant udvikling,” siger Claus Bulch Klausen, ifølge en pressemeddelelse.
Claus Bulch Klausen tiltrådte som Sales Manager i Dan-Bunkering tilbage i 2004. Efterfølgende blev han forfremmet til Head of Operations, og har indtil udnævnelsen til CEO besiddet stillingen som Senior Vice President.
Dan-Bunkering står foran retsagen, hvor selskabet står anklaget for at have solgt flybrændstof i strid med sanktionerne mod Syrien. Sagen starter i oktober ved Retten i Odense.
Kilde: Dan-Bunkering