Dansk containerskib udsat for røveri
Et dansk containerskib tilhørende Navigare Capital Partners blev tidligt mandag udsat for et røveri, da det lå for anker seks sømil ud for Pointe-Noire i Republikken Congo. Tre røvere gik om bord på containerskibet Niledutch Breda ifølge sikkerhedsfirmaet Ambrey, skriver TradeWinds.
Besætningen forskansede sig i skibets citadel og kom ikke noget til, mens de tre røvere slap af sted med to fortøjningstrosser, inden de stak af i en mindre træbåd.
Lokale myndigheder blev adviseret og sendte en patruljebåd ud til skibet, men der er ikke rapporteret om arrestationer.
Niledutch Breda, der har en kapacitet på 3.500 teu, er bygget på et kinesisk værft i 2015 og blev en del af Navigare-flåden i starten af 2020 som et af ni containerskibet i Navigare Capitals flåde. Selskabet råder desuden over fem tørlastskibe, otte tankskibe og et LNG tankskib.
Kilde: TradeWinds.