Danske bunkersselskaber har godt fat
De store danske bunkervirksomheder har vind i sejlene, og sidder i dag på godt 15 procent af verdensmarked – hvilket gør Danmark til den suverænt største spiller på markedet, Wrist er størst med en omsætning på 43 milliarder kroner den største danske spiller.
”Vi har fået en større del af markedet. Det er en kapitalkrævende branche, og de stigende oliepriser har ikke gjort det nemmere at sikre finansiering, så vi har taget markedsandele med vores adgang til likviditet. Vi har været gode til at styre vores risici, tager markedsandele, øger volumen og har skåret kapaciteten til”, siger Jim Pedersen, der er adm. direktør for Wrist Group i Nørresundby, til dagbladet Børsen.
Det er især de mindre aktører, der har fået svært ved at løfte byrden, når der handles olie, og det giver større råderum til de største, der har stabil adgang til likviditet. Men det har været et svært år for branchen.
”Vi kan se, at de store og gamle selskaber i branchen har en organisation, der kan håndtere salg, men også kreditvurdering, og de klarer sig forholdsvist pænt. Til gengæld slås rigtigt mange af de små med nogle store udfordringer. Året som sådan har ikke været fantastisk for branchen. Hvis man alligevel leverer pæne resultater som leverandør, så skyldes det, at man har været i stand til at identificere de dygtige og professionelle kunder og sørger for at handle med dem”. siger Keld Rosenbæk Demant. koncerndirektør hos Bunker Holding A/S i Middelfart, til Børsen.
Kilde: Dagbladet Børsen