Danske Havne beklager Aarhus-beslutning: Et tab for Danmark
Det er ikke kun et tab for Aarhus og Østjylland, at partierne bag forliget om udvidelsen af Aarhus Havn nu har sat udvidelsen på pause på ubestemt tid. Det er et tab for hele Danmark, mener Danske Havne.
De politiske modstandere af havneudvidelsen drak champagne på Aarhus Rådhus, da beslutningen om stoppet for udvidelsen blev kendt.
I brancheforeningen Danske Havne var reaktionen en anden:
“Det kommer til at koste arbejdspladser, vækst og udviklingsmuligheder. Det er skidt for Danmark, skriver Danske Havne i en pressemeddelelse.
“Det er generelt meget mere klimavenligt at fragte gods på søvejene. Vi mangler arealer på de danske havne – og på de europæiske havne. Plads til at sikre at forsyningslinjerne fungerer, at virksomheder på havnen kan udvikle sig og, ikke mindst, plads til meget mere grøn omstilling. Så at bremse en nødvendig havne-udvidelse er den helt forkerte vej at gå,” siger Tine Kirk, direktør i Danske Havne.
Hun peger på, at både byrådet i Aarhus og politikerne på Christiansborg nu grundigt må overveje, hvilket slags land vi vil være:
“Et produktionland, der skaber job og vækst og skaber de indtægter, der sikrer vores velfærdssamfund. Eller et stop-and-go land, der træffer kortsigtede beslutninger, der skaber usikkerhed og medfører indtægtstab.”
Også organisationen Danske Shipping- og Havnevirksomheder (DSHV) beklager beslutnigen:
“Det har skabt en kæmpe usikkerhed. Virksomhederne spørger sig selv, om de nu kan og skal udvide deres aktiviteter i Aarhus. De ved, at havneudvidelsen er sat på pause, men hvor længe? Virksomhederne ved slet ikke, hvad de skal gribe og gøre i,” siger sekretariatschef i DSHV Mona H. Møller ifølge Søfart.
Udbygningen af Aarhus Havn er sat på pause på ubestemt tid. Det bliver et nyt byråd, der skal træff beslutning om, hvad der videre skal ske, lød det fra partierne bag aftalen.
-emte