DFDS konkurent vil fyre 1.100 ansatte
P&O Ferries, som konkurrerer med DFDS på Den Engelske Kanal, planlægger afskedigelser af 1.100 medarbejdere på grund af en alvorlig nedgang i efterspørgslen, skriver The Guardian. Udmeldingen kommer efter at rederiets ejer har søgt den britiske regering om ca. 150 mio. pund i nødhjælp.
Afskedigelserne vil ramme mere end en fjerdedel af rederiets ansatte og begrundes ikke mindst med den voldsomme nedgang i passagerantallet på grund af corona-restriktionerne.
“Det står nu klart, at det er nødvendigt at korrigere virksomhedens størrelse for at skabe et leve- og bæredygtigt P&O Ferries, der er i stand til at komme igennem krisen. Desværre vil vi derfor - på grund af det reducerede antal opererede skibe og den fortsatte nedtur - påbegynde procedure, der skal gøre omkring 1.100 af vores kolleger overflødige,” siger en talsmand for rederiet ifølge The Guardian.
P&O Ferries har allerede hjemsendt omkring 1.400 ansatte, der primært var beskæftiget i passagererdelen af rederiet, men det er nødvendigt med varige personalereduktioner for at komme gennem krisen, mener P&O Ferries.
Fyringerne kommer efter bønnen til regeringen om den massive økonomiske hjælp - og få måneder efter at DP World besluttede at udbetale 270 mio. pund i udbytte. Penge, der primært ender i emiratet Dubai, der ejer 80 pct. af aktierne i selskabet.
En talsmand for DP World forklarer, at den massive udbyttebetaling knytter sig til afnoteringen af DP World fra Dubai´s Nasdaq- børs, der blev besluttet før Coronakrisen “og som DP World er juridisk forpligtet til at betale”.
P&O Ferries driver ruter på Den Engelske Kanal og over Det Irske Hav og transporterer ifølge egne oplysninger 15 pct. af alt gods til og fra Storbritannien.
Kilde: The Guardian