Kaptajn anholdt for uagtsomt manddrab
Kaptajnen om bord på containerskibet Solong, der mandag påsejlede den opankrede produkttanker Stena Immaculate ud for Hull, er anholdt af britisk politi og sigtet for groft uagtsomt manddrab.
Foto: X
Sigtelsen kommer efter, at et savnet besætningsmedlem fra Solong nu formodes at være omkommet i de flammer der opstod om bord på begge skibe, straks efter kollisionen.
Foreløbige oplysninger tyder på, at Solong opretholdt samme kurs og fart i knap ni timer, indtil det bragede ind i det amerikansk flagede tankskib, der lå for anker.
36 af de 37 besætningsmedlemmer om bord på de to skibe blev bragt i land i god behold, men et besætningsmedlem fra Solong savnes fortsat, og formodes at være omkommet.
Begge skibe brænder fortsat, men modsat tidligere menes der ikke længere at være risiko for, at Solong - der er hårdest medtaget - synker.
Oplysninger om, at Solong blandt andet er lastet med 15 containere indeholdende det giftige kemikalie natriumcyanid, har vist sig heller ikke at være korrekt. Fire containere har dog tidligere indeholdt det farlige kemikalie.
Stena Immaculate er lastet med 35 millioner liter A1-jetflybrændstof. Tankskibet drives af
Crowley Maritime og transporterer brændstof for det amerikanske forsvar.
Ifølge øjenvidner skød en massiv ildkugle op fra tankskibet efter kollisionen, og ilden bredte sig hurtigt til begge skibe.
De britiske myndigheder har igangsat en undersøgelse af ulykken sammen med de involverede flagstater.
-mauh