DFDS øgede overskud med 48 millioner
DFDS kunne i andet kvartal notere et overskud før skat og særlige udgifter på 495 millioner kroner mod 443 millioner i samme periode 2016, en vækst på 11,6 procent. Omsætningen steg i kvartalet fra 3.553 millioner kroner til 3.688 millioner kroner.
”Vi glæder os over den fortsatte fremgang og er på rette kurs til at forbedre sidste års rekordresultat. Aktiviteten i vores rute- og logistiknetværk afspejler væksten i Europa. Udsigterne for fortsat vækst i Storbritannien, som er vores største marked, er stadig positive og handelen med Kontinentaleuropa er stigende, især eksporten fra Storbritannien”, siger Niels Smedegaard, CEO.
Fragtmængderne i Nordsøen steg med seks procent.
Antallet af passagerer steg med syv procent, som følge af den sene påske, der i år faldt i andet kvartal og ikke helt eller delvist i første kvartal.
Shipping-divisionens resultat før særlige poster og skat, EBITDA, steg fem procent til 680 millioner kroner, idet Nordsøen nød godt af den fortsatte vækst i handelen mellem Storbritannien, KontinentalEuropa og Skandinavien.
Rutenetværket i Østersøen øgede ligeledes resultatet og tilsammen opvejede de et lavere resultat i Kanalen afledt af et svækket passagermarked, der er negativt påvirket af det lavere pund. Hertil kom en lavere markedsandel for fragt.
Logistics-divisionens EBITDA steg fem procent til 73 millioner kroner, primært drevet af forretningsområdet Nordic samt resultater over forventning fra opkøbte virksomheder.
Det planlagte ekstraordinære udbytte på 5,00 kroner per aktie er øget til 7,00 kroner til betaling i august. Herudover er et nyt program for aktietilbagekøb på 300 millioner kroner lanceret. Det højere udbytte og det nye tilbagekøb øger den forventede samlede udlodning i 2017 til 1,7 milliarder kroner fra tidligere 1,3 milliarder.
De europæiske vækstforventninger understøtter fortsat DFDS' infrastruktur af færgeruter og logistikaktiviteter. Omsætningsvæksten for hele året forventes at blive omkring fire procent, eksklusive bunker-tillæg. Intervallet for EBITDA er uændret 2,6-2,8 milliarder kroner, mod 2,59 milliarder i 2016.
Kilde: DFDS