DFDS på vej mod sejr over Eurotunnel
Den britiske konkurrencemyndighed (Competition and Markets Authority, CMA) har i morges foreløbigt bekræftet den oprindelige beslutning om at forbyde Eurotunnel at drive færgefart fra Dover. Det ser herefter ud til, at DFDS kommer ud af sagen som vinder.
”Vi har igen set på vores foreslåede løsning om at forbyde Eurotunnel driften af færger fra Dover. Vi tror ikke, at nogen af de alternativer, der er foreslået os vil genoprette effektiv konkurrence på Kanalen. Et seks måneders varsel, før forbuddet træder i kraft, vil minimere forstyrrelser og usikkerhed for færgekunder”, står der blandt andet i den foreløbige afgørelse.
Beslutningen er baseret på en undersøgelse af, om markedsforholdene var ændret tilstrækkeligt til, at CMA skulle ændre den oprindelige beslutning.