DONG klar til næste fase på Westermost
Den første fase af Dong Energys Westermost Rough havvindmøllepark er afsluttet. Alle 35 fundamenter er nu på plads. Entreprenørselskabet GeoSea har med installeringen af fundamenterne sat en ny standard i den voksende sektor.
Arbejdet begyndte i slutningen af februar og med samtlige fundamenter på plads sidst i juni måned er der tale om en rekord. Det belgiske selskab var ansvarlig for transport og installation af de 35 monopiles, der vejer mellem 500 og 810 tons og overgangsstykker, der sidder på toppen, som hver vejer 367 tons.
Det er en ny måde at installere havmøllefundamenter på. Systemet er udviklet af det belgiske firma GeoSea, som i samarbejde med Bladt Industries i Aalborg, har gjort det muligt at finde en hurtigere måde, at installere havvindmøllefundamenter på.
Installationsfartøjet Innovation måtte frem og tilbage syv gange fra Bladt Industries udskibningsfaciliteter i Aalborg, inden alle fundamenter var på plads. Det var det danske firma, der havde fremstillet fundamenter og overgangsstykker.
Kilde: Grimsby Telegraph