DONG overskud på 3,5 milliarder kroner
Den danske energikoncern DONG Energy kan notere sig et overskud på 3,5 milliarder kroner efter skat for årets første tre kvartaler. Overskuddet ligger på linje med overskuddet for samme periode sidste år.
”Det er et solidt og tilfredsstillende resultat, vi kan præsentere for de første 9 måneder af 2011. Vores investeringer i vindaktiviteter gør, at vi er hastigt på vej i omstillingen til ren og stabil energi, og vi ser nu, at investeringerne giver resultater med en højere produktion fra vores vindparker og en stigning i omsætningen. Samtidig ser vi nu en stigende produktion fra vores olie- og gasfelter”, siger DONG Energys topchef Anders Eldrup.
Driftsindtjeningen, EBITDA, blev på 11,7 milliarder kroner mod 10,6 milliarder kroner i de første 9 måneder af 2010. Stigningen kan henføres til højere energipriser, en positiv effekt fra genforhandling af gaskontrakter samt højere olie- og gasproduktion - dog delvist modsvaret af lavere avance ved gassalg.
Samtidig med kvartalsregnskabet offentliggjorde DONG, at man har købt rettighederne til at videreudvikle havmølleprojektet Borkum Riffgrund West 1 af Energiekontor AG for ca. 30 millioner euro.
I en pressemeddelelse hedder det, at erhvervelsen af dette projekt er et vigtigt led i DONG Energy’s bestræbelser på at styrke selskabets fodfæste på det voksende tyske marked for offshore vind.
“En robust pipeline af projekter på centrale markeder for offshore vind er afgørende for DONG Energy’s ambition om at fastholde vores position som den førende aktør på markedet for havvind”, kalder Anders Eldrup investeringen i e kommentar.
DONG Energy har i dag havmølleparkprojekter under opførelse i Storbritannien, Tyskland og Holland.
Hvis DONG Energy beslutter at opføre havmølleparken, kan den potentielt komme til at bestå af op til 80 møller med en samlet kapacitet på op til 400 MW.
Projektet er beliggende i den tyske del af Nordsøen blot 9 km fra DONG Energy’s eksisterende tyske havmølleparkprojekt, Borkum Riffgrund 1, som forventes at levere den første strøm i 2014.
Kilde: DONG Energy