Efter syv uger synes tankskibsbrand at være slukket
Det er nu næsten syv uger siden, at Houthi-terrorister angreb tankskibet Sounion i Det Røde Hav og placerede eksplosiver på skibet, der satte en række brande i gang på skibets dæk. Men nu synes de at være slukket - og risikoen for en voldsom miljøkatastrofe reduceret markant.
Det er satellitdata fra åbne kilder, der indikerer, at brandende nu er slukket.
Græske brandfolk begyndte at bekæmpe ilden på skibet den 23. september og fik efter en uges tid bugt med nogle af brandene på skibsdækket, rapporterede Storbritanniens Maritime Trade Operations (UKMTO)
Og i en ny opdatering søndag forlød det, at brandslukningsindsatsen var ved at være afsluttet. De fleste brande var slukket, mens resten var under kontrol.
Mandag rapporterede adskillige open source-efterretningsanalytikere ifølge Maritime Executive, at Sounions varmesignatur ikke længere dukkede op på infrarøde satellitbilleder, ligesom billeder taget fra en satellit ikke længere viste røg fra skibet.
Med nedkæmpelsen af brandene på Sounion er riskoen for en kæmpe miljøkatastrofe i Det Røde Hav reduceret markant. Med en million tønder råolie om bord ville et oliespild fra skibet have potentiale til at skabe en større forurening end Exxon Valdez´ forlis ved Alaska i 1989.
-emte