Endelave-færgen forventes tilbage om små tre uger
MF Endelave har været på værft siden den 29. oktober, men nu er der lyst forude. Horsens Kommune forventer, at færgen vil være klar til at blive indsat den 27. november.
“Jeg er rigtig glad for, at vi nu kender tidshorisonten. Skaderne er vurderet, de rette reservedele kan skaffes fra forskellige steder, der er aftaler med mekanikere - og alt lader til at klappe, så MF Endelave bliver klar til at komme hjem senest den 27. november,siger Rasmus Wieland, der er chef for Service og Beredskab i Horsens Kommune.
Endelavitterne og øvrige rejsende mellem Snaptun og Endelave har med indsættelsen af reservefærgen Bertha K ikke haft mulighed for at få transporteret hverken køretøjer eller fragt.
Men onsdag indgik Horsens og Kalundborg kommuner en aftale om, at Sejerøbugtens færge forventeligt sættes ind på ruten mellem Endelave og Horsens til at sejle to dobbeltture med fragtgods i slutningen af uge 46, hvis de nødvendige tilladelser kommer på plads.
“Vi vil gerne kompensere for al den ulejlighed, som uheldet med MF Endelave har medført for endelavitterne. Derfor er jeg så taknemmelig over, at det er blevet muligt for os at låne Sejerøfærgen, som vil kunne fragte det vigtigste gods til og fra Endelave i næste uge. Dette lader sig kun gøre takket være et super samarbejde med alle, som har været impliceret i at få denne aftale i stand,” siger Rasmus Wieland.
Da Sejerøfærgen er en smule bredere end MF Endelave, kan den ikke lægge til ved Snaptun. Derfor kommer den til at sejle de to dobbeltture mellem Horsens og Endelave.
MF Endelave blev taget ud af drift og sejlet til værftet i Assens for reparation efter en skade på færgens ene propelsystem, som færgen pådrog sig ved en påsejling af af stensætningen ved færgelejet i Snaptun.
-emte