Engang verdens største - nu er det solgt
Da containerskibet Sovereign Maersk gled ud fra Lindøværftet i 1997 var det verdens største med en kapacitet på 8.160 teu. Nu har A.P. Møller - Maersk ifølge TradeWinds solgt skibet til konkurrenten MSC, der fortsat har appetit på at udvide sin flåde, der i forvejen er verdens største.
Det er som bekendt ikke udvidelse af flåden, men derimod en grøn omstilling, der står øverst på agendaen i det danske rederi, der blev overhalet som verdens største af MSC i fjor.
Nu skal Sovereign Maersk så sejle videre for MSC under navnet MSC Domna X, mens Maersk tæller ned til leveringen af det første af i alt 19 metanol-drevne containerskibe.
Det første - et feederskib - er nu under bygning på Hyundai Heavy Industries og forventes leveret senere i år, mens det første af de 12 store containerskibe på 16.000 teu er sat til levering i 2025 og seks på 17.000 teu følger senere.
Oplysningen om salget af Sovereign Maersk kommer blot få dage efter annonceringen af opsigelsen af 2M samarbejdet mellem netop Maersk og MSC. Alliancen, der blev etableret i 2015, ophører i 2025.
Salgsprisen på det godt 25 år gamle Sovereign Maersk er ikke oplyst, men ifølge TradeWinds anslås værdien af skibet til omkring 250 mio. kr.
emte