Englands mest avancerede ubåd på grund
HMS Astute deltog i en øvelse med den britiske marine, da atomubåden - der er den mest avancerede i flåden - gik på grund ved Isle of Skye ud for den skotske vestkyst. Der er ikke sket alvorlige skader på ubåden, og reaktoren har ikke taget skade.
"Der er ikke tale om en atomulykke. Der er ikke sket nogen personelskader, og ubåden holder tæt", oplyser en talsmand for forsvarsministeriet.
Grundstødningen skete efter at ubåden netop havde overført flere mennesker til land. For ikke at skade ubåden, valgte kaptajnen ikke at gøre forsøg på at komme fri af klipperne, men i stedet afvente det næste højvande.
Den britiske marine har nu sendt en bugserbåd til positionen for at assistere ubåden.
Den tre år gamle ubåd har en besætning på 98 og kan medføre op til 38 Tomahawk krydsermissiler og Spearfish torpedoer.
Kilde: ekstrabladet.dk