Esbjerg Havn igangsætter nyt byggeri
Esbjerg Havns ejendomsselskab bygger nu en ny lager- og montagehal på 4.580 kvadratmeter ved den gamle fiskerihavn med Nicon Industries som lejer. Efter et udbud bliver det entreprenørvirksomheden Jorton som skal stå for byggeriet.
"Vi oplever en øget efterspørgsel, så det handler vi på", siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
Den nye lager- og montagehal ventes at stå færdig ved årets udgang.
Nicon Industries arbejder med service- og montageopgaver inden for specialiserede stålkonstruktioner og komplekse projekter i energisektoren og for maritime virksomheder.
Ud over den nye lagerhal har havnen allerede flere igangværende projekter og der skal bygges flere nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen.
Esbjerg Havn er herudover i gang med 5. etape af sin udvidelse som forventes færdiggjort ved udgangen af 2025. Samtidigt har havnen opkøbt arealer i Måde: I alt omfatter havnens arealudvikling i alt 93 hektar.
-mauh