Esvagts røde skibe vil sejle grønt
Kan et serviceskib arbejde på batterier, brint og brændselsceller i en vindmøllepark? Kan tanken bunkres med biodiesel eller ammoniak fra vedvarende energikilder? De spørgsmål søger Esvagt og en gruppe partnere at besvare i innovationsprojektet Green Vessel i regi af klyngeorganisationerne Energy Cluster Denmark og MARLOG.
Projektet skal derfor afklare, om Esvagts specialbyggede Service Operation Vessel (SOV) kan servicere en offshore vindpark alene med brug af vedvarende energi.
”Hvordan bidrager vi endnu mere til at gøre den vedvarende energi fra en havmøllepark mere grøn med ny innovation? Det vil vi gerne blive klogere på”, siger Kristian Ole Jakobsen, DCEO i ESVAGT.
Ambitionen med Green Vessel-projektet er at afdække, hvor langt de forskellige former for ’grønne brændsler’ er fra at være praktisk anvendelige i den hverdag, SOV’erne arbejder i. Partnerkredsen tæller Hydrogen Valley, CS Electric, PowerCon A/S, Ballard Power Systems Europe, Dansk Ingeniørservice og AAU.
Projektet kombinerer enkelt sagt hele partnerkredsens indsigt, viden og tekniske snilde i ny innovation og teknologiske løsninger, som bliver trykprøvet i Esvagts hverdag:
”Det giver rigtig god mening for Esvagt at være med, hvor ny innovation brydes”, siger Kristian Ole Jakobsen.
”Et projekt som dette sammensætter den seneste viden fra specialisterne om nye energikilder og sikker implementering og tester det af i vores praktiske virkelighed på skibet. Det er teknologiudvikling, som er holistisk og dækker hele spekteret og samtidig er afgrænset og effektivt. Vi bliver klogere på kort tid”, siger Kristian Ole Jakobsen.
Den helhedsorienterede tilgang vækker genklang i de klynger, projektet er forankret i.
”Det giver rigtig god mening at kombinerer innovationskraften i både energisektoren og den maritime sektor, da det i høj grad er to parter, som er gensidigt afhængige af, at vi for alvor flytter noget i den grønne omstilling mod 2030”, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
”Den maritime industri har brug for innovation fra energisektoren for at omstille sig, og energisektoren har brug for efterspørgsel fra marine og logistik, hvis det skal give mening at udvikle nye brændsler baseret på vedvarende energi. Innovationsprojekter som Green Vessel er et godt eksempel på, at vi kan og skal samarbejde på tværs af sektorer om at udvikle nye, stærke løsninger”, siger Glenda Napier.
Kilde: Energi Cluster Denmark