EU-forslag vil forenkle skibsrapportering
Europa-Kommissionen har vedtaget et forslag, der sigter på øget harmonisering af krav til skibenes myndighedsrapportering, når de anløber havne inden for EU. Forslaget sigter mod at nedbringe administrative byrder for dansk og europæisk skibsfart.
“Fra dansk side arbejder vi for en EU-harmoniseret skibsrapporteringsplatform, der kan nedbringe erhvervets administrative byrder. Det er en klar prioritet i Regeringens vækstplan for det Det Blå Danmark. Ideelt set skulle vi have ét fælleseuropæisk system, hvilket vi ikke får helt med dette forslag. Men det udgør stadig et vigtigt skridt på vejen mod opfyldelsen af denne vision”, siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.
Kommissionens forslag går ud på at etablere et fælles it-interface, som skibe kan vælge at rapportere gennem, uanset hvilken havn de anløber inden for EU, at skibe i videst muligt omfang kun skal rapportere de samme oplysninger én gang, bl.a. ved bedre datadeling landene imellem samtat begrænse nationale særkrav til hvad der skal rapporteres.
Der bliver dermed tale om en ny EU-forordning om etablering af et såkaldt European Maritime Single Window Environment, som skal erstatte det eksisterende direktiv om skibes meldepligt ved anløb af EU-havn.
Danmark har i forbindelse med Kommissionens forberedelse af forslaget presset på for en ambitiøs revision af de eksisterende EU-regler på området med henblik på for at skabe ensartede rammer for skibes rapportering, når de sejler mellem EU-lande.
Der skal nu tages stilling til forslaget i henholdsvis Europa-Parlamentet og blandt medlemsstaterne i Rådet.
Kilde: Søfartsstyrelsen