EU støtter Frederikshavn Havn med 50 mio
Frederikshavn Havn har igennem to projekter sammen med andre partnere hentet i alt 50 mio. kr. til investering fra EU. Senest drejer det sig om investering i en transportkorridor på tværs af Kattegat i samarbejde med Stena Line og Göteborg Havn, der henter 28 mio. i støtte fra EU.
Det er EU´s CEF Transeuropæiske Transportnet (TEN-T), der har valgt at støtte de tre partneres projekt, der skal opgradere infrastrukturen omkring Frederikshavn Havn og Göteborg Havn, så den kan klare de stigende godsmængder og passagerertrafik samtidig med at forbindelse bliver mere miljørigtig.
Tidligere har EU støttet første del af projektet - Nordic Maritime Hub - med 22 mio. kr.
“Det er fantastisk, at EU nu giver os denne store cadeau, som denne gang handler om integrationen mellem havnene og Stena Line, så der kan komme en større og mere vejruafhængig frekvens. Det passer rigtig fint ind i havnens planer med havneudvidelsesprojektet, da dette således kommer til at ske i nøje samarbejde med EU,” udtaler Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør for Frederikshavn Havn i en pressemeddelelse.
Projektet har forventet kick-off i slutningen af 2017 og en varighed på 2 år. Projektet er et af 152 godkendte CEF transportprojekter, der samlet modtager en EU-investering på 2,7 mia. EUR.
Frederikshavn Havn er samtidig den eneste danske havn, der har opnået støtte til et godkendt havneprojekt i år.
Kilde: Frederikshavn Havn.