Faaborg III tilbage på ruten efter reparation
14 dage efter at Faaborg III blev sat ud af spillet af en brand i maskinrummet, er færgen tilbage på ruten mellem Faaborg, Lyø og Avernakø. Mens Faaborg III blev repareret har afløserfærgen M/F Smålandshavet passet ruten.
”Det har været en stor opgave at få gang i færgen igen. I den forbindelse er der også en længevarende test- og godkendelsesprocedure. Det er dejligt at stå her i solskin og være i drift igen”, siger Kim Mathiesen, chefskipper på Faaborg III, til TV2/Fyn.
”Vi har fået nogle indikationer af, at det er en knækket maskindel, som har foranlediget at der er kommet dieselolie ud på en varm motordel, som så har forårsaget branden”, siger Kim Mathiesen og forsikrer om, at færgen nu er helt på toppen igen. M/F Smålandshavet, der har fungeret som afløserfærge, hed M/F Ulvsund indtil den i april i år blev købt af Lolland Kommune som afløserfærge.
Færgen har en noget mindre kapacitet end Faaborg III, den kan kun rumme 74 personer og op til syv biler, men begrænsningen har ikke skabt de store problemer på ruten.
Redaktionen