Finland har flyttet det mistænkte tankskib
De finske myndigheder valgte lørdag at flytte det beslaglagte tankskib Eagle S til en beskyttet ankerplads i Svartbäck nær Sköldvi - tæt på land. Skibet sejlede for egne motorer, men blev eskorteret af flere fartøjer, bl.a. fra den finske kystvagt.
Eagle S blev flyttet for at lette myndighedernes adgang til skibet, men også for at beskytte skibet og dets last på 35.000 tons blyfri benzin.
”Som så mange andre skibe i den russiske skyggeflåde, er dette også ret gammelt. Det er blandt andet uklart, hvornår skibet sidst blev inspiceret, hvilket øger risikoen”, siger Mikko Hirvi, næstkommanderende for Finske Bugts maritime patruljesektion, til STT.
Overkriminalkommissær Heikki Porola fra Helsinki politi afviste overfor det finske medie Yle rygter i britiske medier om, at der er funder spionageudstyr om bord på Eagle S. Derudover har han ingen kommentarer til de fund der er gjort om bord på tankskibet.
Eagle S er indregistreret på Cook-øerne, der er et selvstyrende territorium under New Zealand. New Zealand yder store bidrag til den ukrainske kamp mod Rusland, og det har skabt stor debat i landet, at Cook-øerne ved at huse Eagle S i sit skibsregister, indirekte er med til at støtte den russiske krigsindsats.