Fisker fik mine i sit garn
KORT NYT: En fisker opdagede mandag en ubehagelig fangst, da han fik en mine- eller bombelignende genstand mellem fiskene i sit garn. Han kontaktede straks Kattegat Marinedistrikt, og efter aftale med Søværnets minører efterlod han minen i garnet og mærkede positionen af med bøjer.
Søværnets minører undersøger nu genstanden og vurderer, om den skal bortsprænges.
Det sker jævnligt, at Søværnets minører må rykke ud, fordi fiskere har fået miner eller bomber i garnet. I 2009 er der foreløbig fisket og bortsprængt omkring 50 stykker farligt sprængstof.
Det vurderes, at der fortsat ligger adskillige miner og andet sprængstof på havbunden i danske farvande. Minerne stammer hovedsageligt fra 2. verdenskrig, hvor tyske og allierede tropper kastede omkring 600.000 miner i havet. Alene i regionen Kattegat, Skagerak og Østersøen blev der lagt omkring 165.000 miner.
Kilde: SOK