Flest krydstogtturister kommer fra Kina
I løbet af de næste fem år vil der blive søsat 33 nye krydstogtskibe på globalt plan, og de har en samlet værdi af 26 milliarder dollar. Når man ser på, hvilke passagerer der skal fylde de mange krydstogtskibe, peger alt på, at kineserne meget snart vil blive den bedst repræsenterede nationalitet blandt passagerne.
”Med 1,3 milliarder indbyggere skal der ikke ret mange af dem på krydstogt, før de er den største passagergruppe, og den globale kapacitet er udsolgt”, siger Claus Bødker, direktør for Cruise Baltic & Cruise Copenhagen Network.
Kineserne vil i starten mest tage på krydstogt i deres eget nærområde, men de vil relativt hurtigt begynde at søge mod Caribien og Europa, og derfor skal alle krydstogtdestinationer snart til at kæmpe om at tiltrække kineserne.
”Caribien er stadig den største krydstogtdestination, som tiltrækker en tredjedel af den globale skibskapacitet. De mange små østater er den klassiske destination, der startede det hele, og som især tiltrækker passagerer fra USA. Situationen for destinationerne i Europa er status quo, mens destinationer i Asien og Australien vokser”, siger Claus Bødker.
Kilde: CMP