FN fejrer 50-året for MARPOL - men der venter et betydeligt arbejde
I dag er det 50 år siden, at den såkaldte MARPOL konvention trådte kraft. Det skete som svar på flere alvorlige uheld med tankskibe, der førte til voldsomme olieforureninger. Trods indsatser for at beskytte verdenshavene har skibsfarten stadig et betydeligt arbejde for sig, siger IMO´s generalsekretær.
"Skibsfarten skal tage decarbonisering, digitalisering og innovativ teknologi, herunder automatisering til sig - samtidig med, at man sikrer, at den menneskelige faktor holdes i centrum for den teknologiske og grønne overgang for at sørge for en bæredygtig planet for kommende generationer. MARPOL har gjort en forskel for skibsfarten - og for vores have - og vil fortsætte med at gøre det, når vi ser frem mod de næste 50 år," sagde generalsekretær for IMO, Kitack Lim.
Den internationale konvention for forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL) blev vedtaget den 2. november 1973 som et svar på en række alvorlige uheld med tankskibe, der resulterede i ødelæggende olieudslip, der forårsagede alvorlige miljømæssige skader og økonomiske tab.
Det værste af dem var olietankeren SS Torrey Canyons grundstød på klipperne på den sydvestlige kyst i Storbritannien. Mellem 94 mio. og 164 mio. liter råolie lækkede fra skibet og forårsagde forurening af hundredevis af kilometer kyst i både Storbritannien, Frankrig og Spanien.
FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer i en udtalelse på dagen til "alle mand på dæk" for at realisere en retfærdig overgang til en grønnere, decarboniseret skibsfartsindustri.
"Gennem årtier har MARPOL ydet vigtige bidrag til at beskytte vores planet og ocean ved at gøre skibsfarten sikrere og renere. Lad os se fremad og bygge videre på denne konventions arv og sammen styre mod en mere bæredygtig og velstående fremtid for denne kritiske industri - og en sikrere fremtid for menneskeheden," sagde han.
-emte