Fremgang hos Maersk Tankers
På bundlinjen blev det i første halvår til et overskud efter skat på 76 millioner dollar for Maersk Tankers, hvilket var en fremgang fra første halvår 2015, hvor overskuddet var på 71 millioner dollar. Der var dog tilbagegang i nettoomsætningen, der faldt fra 536 millioner dollar sidste år til 471 millioner dollar i år.
I andet kvartal fik Maersk Tankers en nettoomsætning på 226 millioner dollar mod 260 millioner dollar i andet kvartal 2015. Overskuddet efter skat blev reduceret fra 35 millioner dollar i andet kvartal sidste år til 28 millioner dollar i andet kvartal i år.
Markedet i andet kvartal led under faldende fragtrater i alle segmenter, som skyldes et større udbud af skibe samtidig med, at efterspørgslen efter olieprodukter forblev på samme niveau. Til gengæld bidrog omkostningsbesparelser og lavere bunkerpriser til en reduktion i driftsomkostningerne.
I andet kvartal tog Maersk Tankers levering af to nybyggede MR-tankskibe, og den samlede ordrebog udgør 14 skibe, hvoraf fire vil blive leveret i 2016, og de sidste 10 i de følgende to år.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk