Gods bliver løftet af Lisco Gloria
Lisco Gloria har nu været på Fayard i Odense i en uge, og de tyske, litauiske og danske myndigheder har været om bord for at starte deres undersøgelser. En del af skibet er blevet frigivet, og man er begyndt at løfte noget af godset af skibet.
Det gods der løftes af placeres på et areal ved siden af, hvor lastejernes repræsentanter er blevet inviteret til at inspicere deres lastbiler eller last.
Efter losning af lasten bliver der bedre adgang til skibet for inspektioner.
"Vi vil nu, i nært samarbejde med forsikringsselskaberne, gå i gang med at udarbejde en specifikation af det arbejde, der skal ske på Lisco Gloria, så vi kan sende specifikationen til skibsværfter og få en anslået pris for reparation. På grundlag af svarene fra værfterne vil det blive besluttet, hvad der skal ske med skibet. Vi regner med, at hele processen kommer til at vare ca. en måned", siger Vice President i DFDS, Kasper Moos, der har ansvaret for teknisk afdeling.
Desuden er DFDS kontorer i Klaipeda, Kiel og København i løbende dialog med last- og lastvognsejerne om deres last.
Kilde: DFDS Update