Hammerodde endelig tilbage i drift
Hammerodde er efter et værftsophold, der flere gange er blevet forlænget endelig tilbage i drift på ruten mellem Rønne og Køge. Færgen måtte på værft efter en bundberøring på vej ud af Køge Havn den 26. marts, hvor blandt andet skruen og lejer ved skrueakslen blev beskadiget.
Tirsdag morgen lagde Hammerodde igen til ved kajen i Rønne Havn. Et planlagt værftsophold blev fremrykket, da uheldet skete og færgen måtte slæbes til Landskrona efter i første omgang at være returneret til Køge, hvor skaderne blev undersøgt.
Da færgen kom i dok og blev undersøgt nærmere viste det sig at den havde taget mere alvorlig skade end først antaget og reparationerne trak ud på grund af det omfattende arbejde. Selve det planlagte værftsophold skulle have været afsluttet den 24. april.
Passagertrafikken blev overtaget af reservefærgen Povl Anker, mens den svenske godsfærge Gute blev indchartret til at tage sig af godstransporten på Køge-Rønne ruten.
Kilde: TV2/Bornholm