Hanstholm må selv betale for havn
Staten har ingen planer om at spæde til, så Hanstholm kan realisere sine ambitiøse udbygningsplaner for havnen. Det fremgår af et svar fra transportminister Lars Barfoed i Folketingets spørgetid.
Det var det socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Vagn Christensen der i Folketingets spørgetid spurgte ministeren til, hvilke løsninger han kan anbefale, så havnen kan udbygges med nye ydermoler, der gør det muligt at leve op til de krav, der stilles til en moderne fiskerihavn.
Hertil svarede ministeren, at Hanstholm Havn er en kommunal selvstyrehavn, så derfor er det Thisted Kommune og havnen selv, der er ansvarlig. Derfor skal Hanstholm Havn ikke vente at få penge fra staten til at klare de investeringer, der er forbundet med at realisere havnens ambitiøse ideer for de kommende års udvikling.
Kilde: nordjyske.dk