Hirtshals Havn indfører nyt takstsystem
Hirtshals Havn indfører et mere dynamisk og gennemsigtigt takstsystem rettet mod skibe, der skal ligge i havnen til reparation, vedligehold eller ombygning. Havnen forenkler det nuværende takstsystem og giver mulighed for, at skibe kan ligge i havnen på en dagsbetaling.
”Vi skal hele tiden tænke fremad og udbygge vores konkurrenceposition, og det betyder, at vi sammen med servicevirksomhederne på havnen skal tilbyde muligheder, som er attraktive for de markeder og kunder, som vi henvender os til. Det er vores forventning, at et mere dynamisk takstsystem vil være med til at tiltrække flere skibe til reparation og servicering i Hirtshals Havn”, siger Jens Kirketerp Jensen, adm. direktør for Hirtshals Havn.
Havnen i Hirtshals prioriterer maritim service som et selvstændigt forretningsområde, der skal udbygges over de kommende år. Havnen vil styrke sin markedsposition inden for de segmenter, der ligger naturligt i forlængelse af de kompetencer og forretningsområder, som havnen i øvrigt har fokus på, hvilket primært vil sige fiskefartøjer, supplyfartøjer og mindre fragtskibe.
Kilde: Hirtshals Havn