Høj oliepris får DONG til at opjustere
Energigiganten DONG opjusterer nu forventningen til driftsoverskuddet til et overskud på 8,5 milliarder kroner. Men faldende produktion i Nordsøen er med til at lægge en dæmper på regnskabet.
Med en oliepris der nærmer sig 100 dollar pr. tønde, er det svært ikke at tjene penge. Og selv om olie og gas forretningen kun er en ud af mange aktiviteter i DONG, er Nordsøen med til at trække energigigantens overskud op.
Men Nordsøen rummer ikke så meget som den har gjort.
"Omsætningen var negativt påvirket af et fald i olie- og gasproduktionen på ca. 30 procent til 7,5 millioner boe som følge af at store dele af produktionen kommer fra modne felter, hvor produktionen er naturligt faldende", hedder det i regnskabet.
Men DONG har ikke siddet på hænderne, og nye energiindtægter er på vej fra norske felter som Ormen Lange-gasfeltet, hvoraf DONG ejer 10 procent.
Omsætningen i 3. kvartal blev på 7,2 milliarder kroner og resultatet efter skat blev på 108 millioner kroner