Hurtigruten slipper billigt efter lovbrud
Den norske Hurtigruten slipper for sanktioner selvom rederiet har ladet et skib registreret i Norsk Internationalt Skipsregister sejle fra Bergen via fem norske havne til Svalbard. Det førte til en turbulent proces med indblanding fra både sømandsforbundet, erhvervsministeren og oppositionen, skriver Sysla.
Men selvom det norske Sjøfartsdirektoratet nu slår fast, at Hurtigruten med MS Spitsbergens sejlads brød loven, slipper de for videre sanktioner. Der kunne ellers i teorien blive tale om både bøder og udsmidning fra registret.
“Grunden til det er, at Hurtigruten har oplyst, at de mente, at de handlede indenfor gældende ret og at direktoratets tolkning af lovgivningen var uventet,” skriver kommunikationsdirektør i Sjøfartsdirektoratet, Dag Inge Aarhus, til Sysla.
Den forklaring kommer helt bag på lederen af Sjømandsforbundet, Johnny Hansen.
Der er strenge begrænsninger for, hvad skibe registreret i NIS må foretage sig i norsk farvand, og det var disse begrænsninger, som Hurtigruten brød ved sejladsen i maj.
“Vi meldte vores advarsel ud allerede før de brød loven. Da sejladsen startede og lovbruddet var et faktum, havde de alle muligheder for at bryde ind og forhindre, at det fortsatte, siger Johnny Hansen.
Sjøfartsdirektoratet siger, at de vil overveje sanktioner for den type sejlads i fremtiden.
Kilde: Sysla Maritime