IMO-medlemmer får opsang fra chefen
IMO´s generalsekretær Kitack Lim åbnede i går den 30. samling i hovedkvarteret i London med en kraftig opfordring til de 1.500 delegerede om at sætte “modige og ambitiøse mål” for reduktionen af den internationale skibsfarts udledninger af drivhusgasser i 2018.
Verden vil holde øje med IMO næste år for at se om organisationen vedtager en målsætning med en reel substans på klimaområdet, sagde generalsekretæren i sin tale:
“Næste år vil verden forvente, at IMO medlemsstaterne leverer en klar vision som det første skridt på den godkendte roadmap. Jeg opfordrer jer til at sætte ambitiøse mål, der virkelig gør en forskel. I har her muligheden for at gøre noget, der får en blivende betydning. Få mest muligt ud af det,” lød opfordringen fra Kitack Lim til den fyldte sal i hovedkvarteret i London.
IMO er ofte blevet beskyldt for at udskyde beslutninger i forhold til forpligtende klimamålsætninger.
Senest har John Kornerup Bang, der er chefrådgiver om klimaforandringer i A.P. Møller - Maersk, kritiseret IMO-medlemmerne for et for lavt ambitionsniveau på klimaområdet på sessionen i oktober.
IMO-samlingen i London slutter den 6. december.
Kilde: Maritime Executive