Ingen miljørisiko ved efterladte skibsvrag
Miljøministeriet afviser, at det er et miljøproblem, at der ikke 30 synlige skibsvrag ved de danske kyster. SF og miljøorganisation erkender, at deres kritik alene bygger på vragenes udseende.
Der er i dag ingen lov om, at synlige skibsvrag skal fjernes fra de danske kyster. Og der er trods kritik fra flere politikere og miljøorganisationer heller ikke udsigt til at den kommer.
Den danske afdeling af Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO Danmark) kritiserede den manglende lovgivning over for miljø- og fødevareministeren og krævede at staten tog ansvar for problemet. Men Miljøministeriet afviser i et skriftligt svar til Ingeniøren, at skibene ikke udgør nogen reel miljøbelastning.
”Det er alene harmløse skibsvrag, der ikke udgør en trussel mod forskellige beskyttelsesinteresser, som bliver liggende. Hvis skibsvraget vurderes at udgøre en trussel for havmiljøet, fiskeri, sejladssikkerhed m.v., kan ressortmyndigheden beslutte, at skibsvraget skal fjernes,” skriver Miljøministeriet til fagbladet Ingeniøren.
Også Lars Seidelin, Ph.d.-studerende ved Biologisk Institut, SDU, afviser, at synlige skibsvrag udgør nogen større miljøbelastning end de tusindvis af sunkne skibsvrag, der ligger begravet i de danske farvande. ”Problemet her er, at man kan se dem. De andre, som vi ikke kan se, får ikke nogen opmærksomhed,” siger Lars Seidelin til Ingeniøren.
SF´s Karsten Hønge vil kræve oprettelse af en statslig pulje til fjernelse af skibsvrag. Ikke fordi de udgør en trussel mod miljøet, men fordi de er grimme. »Er en kommune så heldig, at de har et flot skibsvrag, så lad det endeligt blive liggende, men et pænt skibsvrag er altså undtagelsen,« siger Karsten Hønge til Ingeniøren.
Kilde: Ingeniøren