Kolding Havn med bedste resultat i syv år midt i genåbnet diskussion
Står det til en gruppe lokale erhvervsfolk skal virksomhederne på Kolding Havn skiftes ud med boliger. Men alligevel er tilfredsheden stor på havnen, der leverer det bedste resultat i årevis, skriver TV Syd.
En visionsplan fra omkring 50 lokale erhvervsfolk har genåbnet debatten om fremtiden for Kolding Havn. Står det til gruppen, skal virksomhederne på havnen skiftes ud med attraktive boliger.
Men det ødelægger ikke Heino Svenningsens humør. Havnedirektøren kan nemlig glæde sig over, at 2024 blev et meget stærkt år med 1.288.499 tons gods over kaj og anløb af 463 skibe.
“2024 blev et helt fantastisk år for os, det bedste i syv år. Vi har landet det næstbedste resultat nogensinde for Kolding Havn, så vidt vi kan se. Vi glæder os over, at vi fortsat har rigeligt at se til, så 2025 ser også ud til at blive et virkeligt godt år, siger Heino Svenningsen til TV Syd.
Han opfatter visionsplanen om et indspark til den kommende kommunalvalgkamp.
“Det tager vi roligt, for vi har travlt med at drifte og udvikle havnen, som et samlet byråd har bedt os om. Så det fokuserer vi på,” siger Heino Svenningsen.
Fremgangen skyldes ifølge direktøren bl.a. flere nye kunder og et indhentet efterslæb efter stormfloden, der satte havnen lidt i stå.
-emte