Kongeskibet fortsat under reparation
Onsdag morgen ligger Kongeskibet Dannebrog fortsat ved kaj på Flådestation Frederikshavn, efter at det lørdag blev ramt af en maskinskade mens det sejlede i Skagerak på vej til Færøerne, som Dronningen skal besøge i denne uge.
Det tager fire dage for Kongeskibet at sejle til Færøerne, hvorfor det ikke længere er muligt for Dronningen at benytte kongeskibet som flydende hjem under besøget på Færøerne. Det forhindrer dog ikke dronningen i at gennemføre besøget.
Der er ingen oplysninger fra hverken Søværnet eller Kongehuset om årsagen til maskinhavariet om bord på Dannebrog.
Ud over Færøerne skal Dronningen senere på måneden besøge Grønland under dette års Rigsfællesskabstogt. Om Kongeskibet når at blive klar til at tage imod Dronningen på Grønland er indu uvist.
Senere på året er det planen at Dronningen skal besøge Thisted og Esbjerg med Kongeskibet.
Kongeskibet er bygget i 1932, men holdes i tip-top stand gennem løbende værftsophold og moderniseringer.
Det er Søværnet der bemander Kongeskibet, der står under kommando af Dronningens Jagtkaptajn.
Redaktionen