Konsolidering på vej for store gastankskibe
BW LPG - der har danske Martin Ackermann i spidsen - har afgivet et bud på køb af konkurrenten Dorian LPG til en værdi af 1,1 milliarder dollar. Lykkes handlen vil det gøre BW LPG til den absolut største spiller på markedet for store gastankskibe.
BW LPG skal dog ikke til at finde den store pung frem i forbindelse med den foreslåede overtagelse. BW LPG tilbyder Dorian LPGs aktionærer en aktie-for-aktie handel, hvor Dorian’s aktionærer får 2,05 BW LPG aktier for hver Dorian LPG aktie.
Sammenlagt vil det betyde, at Dorian LPGs nuværende aktionærer vil komme til at eje 40 procent af det nye sammenlagte rederi.
Lykkes manøvren, vil sammenlægningen af de to rederier skabe en flåde på 70 store gastankskibe (VLGC), svarende til en femtedel af den samle gastankflåde i verden målt på kapacitet.
Dorian LPG har en meget ung flåde, men en gennemsnitsalder på 4,5 år, mens BW LPGs flåde er en anelse mere moden, med en gennemsnitsalder på 7 år.
BW LPG har netop offentliggjort regnskab for årets første kvartal. Det viser et underskud på 8,4 millioner dollar, mod et overskud på 8 millioner dollar i samme periode i 2017.
De to gastankrederier er allerede flettet sammen, idet BW LPGs moderselskab BW Group allerede har en ejerandel i Dorian LPG på 14,2 procent. BW Group, der har hovedsæde i Singapore, har den tidligere Norden topchef Carsten Mortensen i spidsen.
Redaktionen